Nej, No plot all vibes er IKKE fordummende, verdensfjern læsning
Efter et efterår, hvor No plot, all vibes-bøger hittede på tik-tok, snubler jeg pludselig her i begyndelsen af det nye år over en offentlig refleksion over tendensen, der undrer mig.
Jeg har tidligere både læst i magasinet Elle og hørt i et par litterære podcasts om hvor fedt, det da er, at unge lige nu ikke kun vil rives med af et hæsblæsende plot, men også have bøger, der går imod hverdagens og SoMes høje tempo og overfladebetragtninger og reflekterer, dvæler – ofte endda i et komplekst og smukt sprog.
Rachel Cusk og Sally Rooney nævnes ofte som eksempler på bøger, der ikke har meget ydre handling, men masser af stemninger og refleksioner. Når jeg tænker på forfatterskaber som disse tænker jeg på, hvordan jeg som læser har både nydt og været udfordret af, at mennesker skildres som sammensatte, selvmodsigende, komplekse, at bøgerne føles som tænkende skitser, ja i Rooneys nyeste roman er der tilmed deciderede essays (indsat som mails i romanen) om æstetikkens DNA og betydning.
Den refleksion, jeg undrer mig over, finder jeg i Politiken, hos Christian Johannes Idskov. Hans artikel begynder ellers som jeg har forventet: Han hylder det litterære tik-tok-fænomen som en slags modkultur, skriver, at læsning af denne slags bøger “nærmest er blevet en slags modkultur til den selvoptimering og det effektivitetsjageri, som kendetegner verden i dag.” Men just efter denne hyldest advarer han læseren, for “man må endelig ikke lade sig snyde. Måske afspejler dette fænomen også, at en del af vores kunst og kultur i dag er fuld af behagelig, ufarlig æstetik, der synes skræddersyet til det nye gnidningsfrie streamingmarked (…) At vi ved siden af vores plotdrevne krimibøger er ved at blive storforbrugere af planløst drivende romaner, der fungerer som en slags helle fra den ubehagelige virkelighed?”
Jeg ved næsten ikke hvor vi skal starte. Nu har kultureliten i årevis været efter plotdrevne bøger. De giver ikke dybe nok indsigter, er bare underholdning osv osv og så netop nu, hvor de fleste er begyndt at forstå, hvor galt det står til med det moderne menneskes evne til fordybelse og hvor det er ved at være helt ok igen ikke kun at læse det fine, reflekterende, men også bare blive underholdt af en plotstærk bog, ja så er de refleksive, æstetiske bøger heller ikke ok længere? Hvad er det for en antagelse, at disse stemningsfulde bøger er “planløst drivende” virkelighedsflugt? De bøger, jeg oftest vender tilbage til i mine refleksioner, eller som helt konkret har ændret noget fundamentalt i mig, er netop bøger, hvor det ydre plot næsten ikke findes. Bøger af Judith Hermann, Virginia Woolf, Lotte Kirkeby, Ia Genberg, Ali Smith, Claire-Louise Bennett, Christopher Isherwood og MANGE andre, der reflekterer, beskriver, undrer, forvilder og forvikler sig, foreslår, fordyber. Ia Genbergs “Detaljerne” er ligefrem et modsvar til den klassiske historie, hun afskyr, når der proppes plot på virkeligheden i skikkelse af anekdoten. Den bog har ændret mit syn på venskaber, fået mig til at bakke ud af nogen, ind i andre.
Faktisk ville jeg ELSKE, hvis der fandtes mere af den helt dvælende, ja gerne ligefrem stende litteratur, Idskov pludselig synes No plot, all vibes bøgerne er. De helt meditative, gentagende, den rene æstetik eller sprogleg, der ikke ville mig andet end lækkerheden. Åh, disse bøger ville blive Tik-Tok hits med det samme, en slags litteraturens lavalamper, der bare flyder i skønne farver og former uden at ville mig noget – se dét må vi da kunne bruge chat-gpterne til! – ja gerne ligefrem nonsens (sådan læser jeg måske noget Gertrude Stein, Lyn Hejenian, Per Højholt, skønt!).
Men der er langt fra Rachel Cusk til lavalampelitteratur. Der er langt fra lavmælte, komplekse refleksioner i æstetisk gennemarbejdet og originalt sprog til stenet virklighedsflugt. Gid den offentlige debat om litteratur ikke var så bange for at folk læser det forkerte. Lad os læse lige hvad vi har lyst til, lad os læse fordi vi har lyst, og fordi det føles som en luksus at fordybe sig i en bog. Og lad os blive bedre til at hjælpe hinanden på sporet til de læseoplevelser der føles rigtige for os. Uanset om vi vil have kunstneriske åbenbaringer eller stirre ind i lavalampen. (og hey, forfatterne er så søde: Langt de fleste bøger er jo ikke vibes ELLER plot – vi kan få BEGGE DELE i overflod!)
