At læse med årstiden – efterår ude og i bøgerne
Jeg ELSKER efterår. Og derudover er jeg årstidslæser: Jeg ELSKER at læse med årstiderne – at læse om vinden, løvfaldet, den pludseligt klare luft, farverne!, det snigende mørke, den muldnende skovund, trøsket træ, forfaldet – men også om efterårets stemninger, melankolien, at vende sig indad, tid til selvomsorg, små glæder, stille refleksion. Oh, hvilken skøn dobbelthed at sidde i mørkningen med en bog, mens løvet falder langsomt og egernet i egen snupper en nød til den koldere tid.
Sara Baume: Syv rejste sten
“Det tidlige efterårs blå chiffonmåne tilhørte dem, ligesom det sidste ahornløv, mjødurten og bierne, det var altsammen deres. Fuchsiaens blade faldt af buskene før blomsterne. Blomsterne blev hængende små småbitte armløse mænd i røde strutskørter, hver med fem-seks tynde ben.” Syv rejste sten er en knugende smuk forfaldshistorie, hvor alting visner, forandrer sig til det mere muldede. Hvor intet vedligeholdes, heller ikke parret, der er flyttet ud i huset ved bjerget, de er også underlagt altings – og især efterårets uundgåelige entropi. Smukt, melankolsk, frustrerende-passivt, anti-antropocænt – og af og til midt i det knugende: Sjovt, faktisk.
Marianne Larsen: på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk
“I oktober søger jeg til nærmeste blandingsskov
og bliver visnet storslået til.
I gule og grønne og lilla og vilde røde farvetoner.
Sammen med de andre omkring mig.”
Larsens efterår er det sprudlende, omfavnende, digtene er poesi “med sus i sinde”, jeg skal leve og danse med hele efteråret, storslået visnet til.
Torgny Lindgren: I brogedes blades vand
Brogede blade er navnet på en kunstner, der har indlogeret sig på tante Lydias pensionat, hvor han betaler hende i landskaber i denne rolige, kloge og kære titelnovelle. Lindgren er forrygende til at skrive om farver – som oftest via provinskunstmalere, der bare maler og maler, landskab efter landskab, himle efter himle, mens de reflekterer over bugters form, trætoppes hældning, mængden af eddikesyre i ultramarin.
Eula Biss: Having and being had
Dette var BOGEN, der ændrede mit liv. Jeg sagde op, fik min faglighed tilbage, kæmper stadig med de økonomiske konsekvenser men føler mig hver dag FRI. Biss er en fabelagtig essayist, der kombinerer viden og erfaringer som var det en leg. Bogen handler om at leve og at arbejde. Om at eje og blive ejet. Den er en vej imod et liv i større omsorg og selvomsorg – men også et liv i frit økonomisk fald. For mig er efterår også vedligehold. Jeg er mere inde, syr flere knapper i, lapper knæ. Jeg er 43. “Middle age is really all about maintenance, my mother once said. You spend your life accumulating things, she said, and then you have to maintain them. Your house, your car, your body. You have to maintain your children, too, and your parents.”
Leanne Shapton: Guest book/Ghost stories
Jeg elsker bøger, der føles som udstillinger – med masser af billedmateriale og billedtekster. Og når det er efterår, elsker jeg at læse om spøgelser. I Guest book samler hipster-kunstner-intellektuell (læs: Miranda Julys BFF) Shapton fundne fotografier, hun maler uncanny akvareller og skriver små, sære billedtekster til fotografierne af mørke huse, skovbunde, giner, panisk smilende kvinder om spøgelserne i os alle.
Angela Carter: Det blodige kammer
Åh, at gyse og svælge i den unge fortællers fatale hvedebrødsdage alene på slottet (“et mystisk, amfibisk sted”) med det tunge bundt nøgler. Det er så svulmende gotisk mørkt, hør blot, om liljernes stilke i vasen ved sengen: “det tykke glas forvrængede de fede stilke, så de lignede arme, afrevne arme, der druknende sank til bunds i grønlig vand.”
Det er mørkt, dunkelt, fugtigt. Der er kulde og tåge, opera, draperier og svovlstikker. Der er den blinde klaverstemmer, det svulstige bibliotek, spejle i forvrængede guldrammer. Der er kaffekopper så udsøgt spinkle, at den beske og sorte væske formørker de påmalede fugle. Men brudgommens tidligere brude – hvor er mon de?
Lena Andersson: Studie i menneskelig adfærd
Andersson er virtuos i den svære kunst at pege fingre af vi tossede og til tider tudedumme mennesker uden kynisme. Og så er hun morsom! Og klog! Flere gange har jeg genkendt mig selv eller typer i mit liv i situationer, hvor folk får sagt eller gjort noget helt off – ja jeg har fysisk RYSTET bøgen eller strakt den op over hovedet fordi det, jeg lige læste var SÅ SPOT ON. Og så er der den rørende novelle om at være russisk gymnasielærerinde i et nutidssverige, hvor eleverne bare kan føle sig frem til svar, hvor sandheder altid er til diskussion, og hvor man for guds skyld ikke må sammenligne rektorinden med en penis. Og der er historien om et liv så stille, at det næsten imploderer, men hvor jeg alligevel ikke kan andet end at elske denne unge sytilbehørsælger: “Det var gråbrunt efterår nu, og fugten gik gennem marv og ben. I gaderne lå der våde, mørke, visne blade. Nogle dage var luften imidlertid helt klar og farverne bedøvende i deres skønhed. I år havde Matilda kreeret et efterårssæt til sig selv inspireret af årstidens farver: Bukserne var muldvarpebrune, blusen sennepsgul, jakken rød som flammende ahornløv og halstørklædet mørkegrønt ligesom de få tilbageværende sommerblade.”
Johanna Venho: Efterårsbogen – en roman om Tove Jansson
Fan-girl Jansson-portræt kombineret med coming-of-age historie om Jansson-fan. Dømt til at mislykkes, tænkte jeg. Og så læste jeg. Den sødeste, mest efterårsbrisede lille historie, der kombinerer forunderlige biografiske nedslag i Tove Janssons liv med en historie om en ung kvinde, der forsøger at stalke Tove og Tuulikki i deres sidste efterår på deres ø.
J.A. Baker: Vandrefalken
“12. oktober: Tørre blade visner og glimter, egenes grønne falmer, elme stribede med funklende guld. (…) Efterårsfalkene kommer flyvende ind i landet fra flodmundingerne for at bare i å og flod, hvor vandet et lavt og bunden stenet. Mellem klokken elleve og et hviler de sig i de døde træer for at tørre deres fjer, pudse dem og sove. Som de sidder der i træerne, ranke og stive, ligner de knortet og kroget eg. De skjuler sig i døde træer, de gror ud af dem som grene.”
At blive klogere på vandrefalken gennem Bakers blik er en poetisk oplevelse. Jeg har stadig ikke læst bogen til ende, fordi jeg er nødt til at læse sætninger igen, igen igen.
Sidse Laugesen: Min hardcore høne
Ud over den vanvittige historie om den danske oversætter der blev stor digter i Kina og først derefter oversatte sine digte til dansk, så må jeg også bare joine kineserkoret og sige: Hvor kan hun dog skrive digte, hende Laugesen! Simple, sære, sprøde – der er noget kinesisk simpelhed, der møder Eske K Mathiesen, og så er der masser af efterårets grundtone, den melankolske i smuk og sær kombi med en pludselig vestenvind af vrede, begær, forventning.
Ali Smith: Autumn
Kombinationen af fuldstændig særegent og overlegent sprogligt talent og den samfundskritiske, lune humor! Det er ikke fordi det vrimler med blade der falder i Autumn, den springer skødesløst i tider og årstider (“It is yet another day, weather, time, news. stuff happening all across the country/conutries etc.”), men Åh for en forrygende fortælling, der kombinerer Brexit med Dickens, Kvindelig Popkunstner bio, venskab mellem vidunderlig olding (Daniel Gluck, en af mine all times fiktive venner) og ung, famlende kunsthistoriker med en mor, der bare utrolig gerne vil være med i et loppefunds-tv-program.
Sebastian Cordes: Om kedsomhed
Jeg elsker bøger, der danser ubesværet, vidende og underholdende hele vejen rundt om obskure emner. Uberømte fyrretræsmalere (Fredrik Sjøberg!), Sibiriens klaverer (Sophy Roberts!), Orwells æbletræer (Rebecca Solnit!) – ja selv kedsomhed. Og Cordes’ vej ind i og rundt om kedsomhed er både klog, overraskende, oplysende og underholdende. Og samtidig giver den fripas til at vi bare sætter os ned og glor på dagens mørkning. Også selvom det er lidt kedeligt.
Elizabeth Strout: Olive, igen
Strout er Pulizerprisvinder, en pris, der ofte går til de mest sikre portrætforfattere. Og åh, portrættet af Olive Kitteridge! Hun er en af mine all times favoritkarakterer – altid brysk, usentimental, men helt ufatteligt menneskeklog og skøn-på-sin-egen-falde-ved-siden-af-måde deroppe i landsby-løvfalds-Maine. Olive er nu i sit livs efterår, og samtidig betragter hun efteråret og menneskerne, der fletter sig ind og ud af hendes liv. På et tidspunkt bliver Olive bedt om at skrue lidt ned for sig selv, det er jeg også blevet bedt om til en MUS-samtale engang, så for mig er det i høj grad spejllæsning.
School of Life: Small Pleasures
En bog, der føles som det kærlige kram, vi vel alle trænger til, når dagene bliver kortere. London-filosofikollektivet School of Life mestrer kunsten at skrive poppet uden at skrive dumt. Det er så magasinlækkert at læse Small Pleasures, og samtidig er det bare så velformidlet at jeg rent faktisk finder gode idéer til de små glæder, når energien bliver lavere jo mørkere årstiden bliver: At betragte din elskedes håndled/at se på gamle fotos af dine forældre/at gå mørketur/at læse en bog, der forstår dig.
Algernon Blackwood: Manden træerne elskede
Det er efterår, og træerne kalder på David. For er ikke også de i live, funderer han med høj cigar og ild i pejsen. For kan mennesket ikke ligeså vel forbinde sig til havet, ørkenen, bjergene, træerne som til andre mennesker? Denne korte kultklassiker-øko-horror fra 1912 er slow-suspence med muld, trøsket træ og scary-skovbryn.
Lilian Munk Rösing: Friedrichs farver
At læse Rösings tanker om Friedrichs værker er at læse en vind af viden og farver. Det er fornemmelser frem for fakta, men fornemmelser på baggrund af både liv og viden. Der dykkes ned i de enkelte penselstrøg, der skrives farver og fortællinger frem på papiret så landskaberne, skumsprøjtene kan mærkes.
(tak for lån af efterårsfoto til Laven Antikvariat – det er rent faktisk udsigten fra deres indgang. Hvis du skal til/bor på Ry/Silkeborg-egnen HUSK at tage forbi det vidunderlige antikvariat (hvor kaffen også er go’ – ud over bøgerne og betjeningen…)
